Desværre var personalet på Coconut Beach Resort ikke mødt på arbejde da Feriebaronerne var rede til afgang, så drikkepengene gik de glip af... Rettelse; det gjorde de allerede ved Feriebaronernes ankomst til Coconut Beach Resort en uge tidligere! Nøglen til lejligheden blev deponeret i receptionens postkasse og Feriebaronen sadlede op for at komme afsted til Miami.
Turen blev ganske den fornøjelse som Feriebaronerne havde håbet; Prinsessen sov en god del af turen efter indtagelse af køresygepille, Prinsen hørte musik fra telefonen og Lillemanden spillede iPad. Imens havde Feriebaronessen og Feriebaronen mulighed for at drøfte tiden på Key West samt de kommende dage i Miami, Everglades og endelig turen og opholdet i Bonita Beach.
Feriebaronerne ankom temmelig tidligt til hotellet i Miami, så efter udpakning gik turen ud for at spise frokost. I det lokale food court blev Prinsessen og Prinsen sendt afsted for at købe deres egen frokost, mens Feriebaronen stod for de voksne Baroners frokost.
Efter indtagelse af frokost fik Feriebaronerne oset lidt, Prinsen fik endelig købt sig en softgun M4A1 karabin, Lillemanden en dinosaur pyjamas og Feriebaronen et par all-black læder Chuck Taylors.
Herefter turen gik tilbage til hotellet for at pjaske i poolen. Den blev indtaget og nedlagt af Feriebaronerne, hvor alle havde en hyggelig times tid.
Så en tur i bad for at komme ud og spise aftensmad - Feriebaronerne er primært kødædere, så alle var klar på steaks - bortset fra Lillemanden, der hellere ville have pommes frites... Feriebaronen havde set at der lige i nærheden var et sted som så ud til at servere lækkert oksekød; Brasil Texas.
Feriebaronerne blev ført til bords og den flinke tjener informerede om det noget overraskende koncept i restauranten; en salatbar og desserter - kødet kom tjenerne med på spyd direkte fra grillen i køkkenet! Inden indtaget af grillede kødretter skulle Feriebaronen lige inhalere en bowle hummer bisque - yummi :-)
Alt fra kødboller, kylling, lam, svin til stort set samtlige indbydende typer oksekød kom på spyd og blev skåret og serveret direkte ved bordet. Feriebaronerne skulle selv tage det udskårne kød fra spydet med en udleveret tang...
Feriebaronen fandt en fantastisk Stags Leap Cabernet Sauvignon der gik rigtigt fint i spænd med de grillede kødretter.
Restaurantens desserter blev vældig smagfuldt præsenteret og Prinsen, Prinsessen og Lillemanden kunne naturligvis ikke modstå de søde fristelser.
Godt mætte søgte Feriebaronerne tilbage til hotellet for at få en velfortjent nats søvn.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar