torsdag den 11. juli 2013

Dagene efter Feriebaronessens fødselsdag

02.07.2013
For at sikre at Feriebaronerne indfriede løftet givet til Prinsessens og Prinsens skole omkring skolearbejde, var der indgået en aftale om lektielæsning. Aftalen gik på at Prinsessen og Prinsen i 4 dage (29.06.2013, 30.06.2013, 02.07.2013 og 03.07.2013) fra kl. 0900-1200 skulle læse og skrive blog-indlæg - det sidste har læsere af nærværende blog forhåbentlig haft glæde af tidligere ;-)

Således startede dagen med at Feriebaronen vækkede Prinsessen og Prinsen lidt i 9 for at de kunne være vågne (og energifyldte) til formiddagens skolearbejde. I mens blev der lavet kaffe og omelet i køkkenet.

Eftermiddagen stod på køretur til Naples for at se den gamle bydel samt alle de fashionable huse på strandsiden ud til Naples Pier og den mexikanske golf. Sikke nogen palæer! Da Feriebaronerne - inspireret af en amerikansk storfamilie i komplekset ved Bonita Springs (hele 6 børn i alle aldre - stakkels kvindekrop) - havde storpakket alskens strandgear og badetøj, var der også mulighed for en tur i vandet fra stranden ved Naples. Stranden strakte sig hér - modsat ved Bonita Springs - langt ud i vandet og Feriebaronerne måtte vade temmelig langt for at vandhøjden bare nåede til børnenes navler. Til gengæld var vandet lidt klarere.


Mens Feriebaronerne pakkede ud trak himlen sammen - hmmm... Børnene nåede dog ud og dyppe sig inden alle andre på stranden begyndte at pakke deres strandstumper sammen - dette hint fulgte Feriebaronen, og ikke længe efter begyndte det at blæse op og siden startede regnen. Stort set samtidig kom Lillemanden løbende og græd af smerter omkring sit skridt - lysken. Lillemanden gik som John Wayne i en den klassisk western 'Rio Bravo', mens han råbte at han ville have badebukserne af, og at vi skulle fjerne smerten. Som nogen måske ved har amerikanerne det vanskeligt med offentlig nøgenhed - også selvom det er børn, så Feriebaronen følte det som om det var med en potentiel børnekrænkelsesanklage hængende over hovedet at Lillemandens badebukser blev demonteret og årsagen til smerterne omkring hans skridt blev undersøgt. Der var intet at se, men Lillemanden ville ikke have badebukserne på igen, og gik stadig med hjulede ben, så Feriebaronessen smed et håndklæde omkring Lillemanden og bar ham tilbage til bilen. Imens kunne Prinsessen og Prinsen berette at også de oplevede smerte - noget der brænder på deres maver og brystkasser, så alle var klar til at forlade stranden - hvor det også var begyndt at regne noget kraftigere.

I Suburbanen konkluderede Feriebaronerne at det måtte være nogen løsrevne tentakler fra en eller anden form for gobler der havde ramt de badende. Prinsen sagde at det var som kraftige brændenælder, men at hvis man undlod at tænke på det, så var det til at udholde. Lillemanden fik en iPad til at underholde sig med, og så hørte Feriebaronerne ikke mere til den sag. Feriebaronen havde ellers genkaldt sig afsnittet af 'Klovn', hvor Casper forsøger at smertelindrere Frank med sin urin efter Frank er svømmet ind i en brændmand... Skulle Feriebaronen så stå på en strand i Gud Eget Land og urinere på sine egne børn mens hele den blåhårede 'lokalbefolkning' så på? Feriebaronen var helt sikker på at det helt sikkert ville have medført et sagsanlæg og en længere periodes ophold på Guantanamo!

Situationen var dog ikke værre end at Prinsessen og Prinsen stadig ville gennemføre det planlagte indkøbsbesøg i Walmart, så i bilen blev badetøjet skiftet til tørt tøj, og Feriebaronerne indfandt sig i Walmart for at gøre indkøb.
 
Tilbage i Bonita Springs med indkøb vel overstået blev en tur til poolen planlagt. Aftensmaden blev indtaget på terrassen med solnedgangen i baggrunden.

3-5-8-kortspil med Prinsessen og Prinsen afsluttede aftnen. 

03.07.2013
Efter den ovenfor beskrevne morgenrutine - kombineret med Uno-spil med Lillemanden, havde Feriebaronerne planlagt at der skulle ekskvereres på 4th of July-rabatter i outlets.

Derfor gik turen til Miromar Outlet, hvor det skulle undersøges hvad der var at spare på diverse 'nødvendigheder' og 'mangler' :-)

Der var naturligvis en masse at spare og Feriebaronerne fik naturligvis fyldt poserne godt og grundigt. Allermest imponerende er det dog stadig hvor meget der kan spares yderligere ved at melde sig ind i VIP-klubberne og anvende de rabatkuponbøger der udleveres lokalt for at banke priserne på varerne yderligere ned :-)

En af de lokale handlende kunne underholde med at man i Miromar Outlettet fejrerede 4th of July dagen før, så hvis det ikke regnede ville der om aftnen foregå en hel masse - sang, skæg og ballade, fyrværkeri o.a.

Aftensmaden blev indtaget på en Fransk Bistro i Outlettet, og på det tidspunkt var amerikanerne så småt ved at begynde festlighederne.

Lillemanden havde holdt ud temmelig længe og ventet på at komme i Outlettets Disney-forretning, så den skulle besøges inden Suburban igen kunne vende snuden hjemad. Der var desværre ikke rigtigt noget for Lillemanden, men det tog han egentlig rimeligt pænt.


Der var træthed over hele linien, og alle ville gerne forberede sig til planerne omkring den rigtige fejring af 4th of July, så Feriebaronerne gik 'tidligt' i seng.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar