Uret på mobilen ringede kl.0320 og indikerede at nu skulle Feriebaronerne op for at påbegynde en hektisk udrejsedag. Destination; Miami, Florida, USA. Feriebaronen havde til lejligheden bestilt en minibus således at Feriebaronerne kunne komme frem til Kastrup lufthavn tids nok til at fange afgangen på første ben af rejsen mod det forjættede land. Minibussen ankom til tiden og de søvnige prinser og prinsessen blev sadlet op i vognen, bagagen lastet og Feriebaronessen samt Feriebaronen sad op. Det viste sig at chaufføren var en indisk-, pakistansk-, engelsk-verdensmand der viste alt om alt; kunne 5 sprog flydende, havde 2 universitetsgrader, viste alt om ALLE religioner og iøvrigt trods sine vel omkring 35 år ikke følte sig flov over at rådgive om noget som helst! Feriebaronen behøvede ikke engang indlede en samtale med chaufføren, da denne var et overflødighedshorn af historier der bare væltede ud. Undervejs drønede der en personvogn forbi med noget af denne her nye 'gunmetal'-lakering som pt. er så populært og Feriebaronen dristede sig til at spørge chauffør-'oraklet' om han mon viste om det var lakering eller film der var på den bil. "Film!" svarede 'oraklet', hvorefter han drønede op på siden af personvognen og ved næste røde lyskryds, rullede passagervinduet hvor Feriebaronen sad ned og dyttede... Feriebaronen tænkte; uha, hvad pakker skal jeg nu finde på at sige til den anden mand? Men 'oraklet' tog ordet, hilste på arabisk og spurgte på dansk til om vognens gunmetal-farve var film eller lakering - det var film. Hilse tilbage på arabisk, smil og afsted igen i en vis fart - der var et fly der skule nås i Kastrup. 'Oraklet' viste også nøjagtigt hvor meget det koster at få film på og havde naturligvis også en bekendt som kunne ordne den sag, skulle det være...
Ankomst til Kastrup, check-in og sikkerhedskontrol foregik uden drama. dog havde Feriebaronen konstateret at Feriebaronerne var blevet distribueret over 5 forskellige stolerækker på udrejsens andet ben; Frankfurt - Miami. Man kunne ikke hjælpe i Kastrup, så det måtte klares i Frankfurt med personalet dér...! Efter indkøb af læsestof og morgenmad sad Feriebaronerne op i flyet mod Frankfurt planmæssigt. Det var dog med nogen bekymring for pladsfordelingen at Feriebaronessen gjorde dette - Feriebaronerne havde blot 1 time og 15 minutter fra flyet fra Kastrups ankomst til flyet mod Miamis afgang i Frankfurt, og på denne tid skulle Feriebaronerne samtidig få styr på pladserne mod Miami... Det skulle også vise sig at være problematisk...
Flyet mod Frankfurt var forsinket 5 minutter i afgang fra Kastrup, men kaptajnen forsikrede Feriebaronerne om at man nok skulle ankomme til tiden. Det holdt stik, men desværre var tyskerne ikke på deres vanlige høje forberedelsesniveau i Frankfurt - busserne som skulle afhente Feriebaronerne ved flyet var ikke ankommet og der skulle ventes 5-8 værdifulde minutter inden de var på plads. Derefter var der naturligvis kø hvor busserne skulle sætte flypassagerne af ved terminalen - flere minutter gik tabt, og Feriebaronerne begyndte at få bange anelser. Næste forhindring var en smal passage, hvor passagerer fra Europa skulle kontrolleres igen før de kunne sendes videre mod gaten til deres fly mod det forjættede land. PC'erne som personalet brugte var desværre noget ustadige, hvilket frustrede Feriebaronerne yderligere... Med blot 10 minutter til flyet mod Miamis afgang slap Feriebaronerne forbi kontrolposten og der måtte løbes mod gaten... Desværre kunne man ved gaten ikke hjælpe med placeringerne i flyet; det klarer kabinepersonalet - men det gjorde de ikke... Dog fik Princessen, Lillemand og Feriebaronessen arrangeret sig ved siden af hinanden, da nogen tyskere var venlige og flyttede pladser... Prinsen og Feriebaronen sad hver for sig!
Ankomst til Miami var præget af Feriebaronernes træthed - der blev drillet en del i køen ved immigrationskontrollen og Lillemanden lå en del på gulvet. Da Feriebaronerne endelig fik adgang til en kø, faldt valget på den korteste, som så skulle vise sig at være den langsommeste! Da Feriebaronerne nåede frem til skranken var toldformularen udfyldt med den forkerte farve pen (rød) - skulle være udfyldt med enten blå eller sort farve.... Hmmmmm, tilbage, udfylde formularen igen, tilbage i køen og vente... Op til skranken, fingeraftryk og billeder, og så endelig videre til afhentning af bagagen. Den var så heldigvis ankommet - det vil sige 3 af Feriebaronernes 5 stykker bagage var ankommet (autostol og paraplyklapvogn manglede)... Feriebaronens henvendelse til den lokale Lufthansa-personage afslørede at indrapportering af de manglende stykker bagage skulle ske på den anden side af tolden. På den anden side af tolden herskede der desværre en del tvivl om hvor dette skulle indrapporteres så Feriebaronerne nåede rundt i det meste af Miami-lufthavnen inden Lufthansas kontor for den type indrapportering blev fundet. Så skulle udlejningsbilen afhentes - det skulle blive spændende med Alamo-personalet havde noget spændende at tilbyde Feriebaronerne. Alamo-Eric fik Feriebaronen overtalt til at opgradere til en gammel kending; Chevy Suburban ;-) Denne gang en flot rød 'monstertruck'!
Hotellet som Feriebaronerne skulle overnatte på inden turen skulle gå mod Key West lå lige tæt ved lufthavnen, så den første køretur var ikke så lang, men lang nok til at Lillemanden faldt i søvn...
Alle var rigtigt trætte, så Feriebaronerne faldt omkuld på hotelværelset uden aftensmad!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar